Tulipmania – dette er navnet opfundet for den første pyramidespil investeringer i historie.
I 1634, blev tulipanløg handlet i en særlig udveksling i Amsterdam. Mennesker brugt disse pærer som middel til udveksling og værdi butik. De handles dem og spekulere i dem. De sjældne sorte tulipanløg var så værdifuld som et stort palæ. Dille varede i fire år, og det syntes, at det ville vare for evigt. Men dette var ikke at være.
Boblen brast i 1637. I løbet af et par dage, var prisen for tulipanløg skåret af 96%!
Denne specifikke pyramide bedriftsinvesteringsordningen var noget anderledes end dem, der var til at følge det i menneskets finansielle historie andetsteds i verden. Det havde ingen “Organisationskomitéen”, ikke identificerbar gruppe af movers og shakere, som kontrollerede og rettet den. Også, ingen udtrykkelige løfter blev nogensinde er lavet om de overskud, som investorerne kunne forvente fra at deltage i ordningen med – eller endda at overskud var kommende til dem.
Siden da, pyramidespil har udviklet sig til indviklede psykologiske kneb.
Moderne dem har et par karakteristika til fælles:
Først, de involverer stadigt voksende antal mennesker. De champignon eksponentielt i proportioner, der normalt truer den nationale økonomi og selve strukturen af samfundet. Alle af dem har alvorlige politiske og sociale følger.
Hundredtusinder af investorer (i en befolkning på mindre end 3,5 millioner sjæle) var dybt viklet ind i 1983 bankkrise i Israel.
Dette var et klassisk pyramidespil: bankerne tilbudt deres egne aktier til salg, lover investorerne at prisen på aktierne vil kun gå op (undertiden med 2% dagligt). Banker brugt indskydernes penge, deres kapital, deres overskud og penge, de lånte i udlandet for at holde dette umuligt og usunde løfte. Alle vidste, hvad der foregik, og alle var involveret.
Finansministrene, cheferne for den Europæiske Centralbank bistået bankerne i disse kriminelle sysler. Denne specifikke pyramidespil – velsagtens, den længste i historie – varede i 7 år.
På en dag i oktober 1983 kollapsede alle banker i Israel. Regeringen står over for sådanne uroligheder, at det var tvunget til at kompensere aktionærerne gennem en omfattende andel opkøb plan, som varede i 9 år. Den samlede indirekte skade er svært at vurdere, men den direkte skade udgjorde 6 milliarder USD.
Denne specifikke hændelse fremhæver en anden vigtig egenskab ved pyramidespil: investorer er lovet håbløst høje udbytter, enten som overskud eller som en rente, der betales. Sådanne udbytter kan ikke afledes af ordentlig investeringen af midlerne – så arrangørerne resort til beskidte tricks.
De bruger nye penge, investeret af nye investorer – til at betale de gamle investorer.
Religionen Islam forbyder långivere til at opkræve renter på de bevillinger, som de giver. Dette forbud er problematisk i det moderne liv og kunne bringe moderne finansiering til en helt i stå.
Det var på denne baggrund, at et par iværksættere og religiøse figurer i Egypten og i Pakistan etableret, hvad de kaldte: “Islamiske banker”. Disse banker afstået fra enten betaler renter til indskydere – eller opkræve deres kunder de lån, som de uddelte. I stedet, de har gjort deres indskydere partnere i fiktive overskud – og har opkrævet deres klienter for fiktive tab. Alle ville have været godt havde de islamiske banker fast til sundere forretningsmetoder.
Men de tilbyder impossibly høj “overskud” og endte som hver pyramide slutter: de kollapsede og slæbte økonomier og politisk virksomheder med dem.
Det seneste eksempel på den pris, der betales af hele nationer på grund af mislykkede pyramidespil er naturligvis Albanien 1997. En tredjedel af befolkningen var stærkt involveret i en række stærkt gearede investeringsplaner, som kollapsede næsten samtidig. Uduelig politisk og økonomisk krisestyring førte Albanien på randen af opløsning til borgerkrig.
Men hvorfor skal pyramidespil mislykkes? Hvorfor kan de fortsætte for evigt, ridning på bagsiden af nye penge og holde enhver investor, lykkelig, nye og gamle?
Årsagen er, at antallet af nye investorer- og dermed mængden af nye penge til rådighed for pyramidens arrangørerne – er begrænset. Der er bare så mange risiko takers. Dag, dommen er indvarslet af en ildevarslende uoverensstemmelse mellem overdrevne forpligtelser og rislende ned af nye penge. Når der er ikke flere penge til rådighed til at betale de gamle investorer, ensues panik. Alle ønsker at trække penge på samme tid. Dette er åbenbart aldrig muligt – nogle af pengene er normalt investeret i fast ejendom eller blev ydet som et lån. Selv de mest stabile og sundeste finansielle institutioner aldrig lægge mere end 10% af de penge deponeret hos dem.
Pyramiderne er derfor dømt til at kollapse.
Men så, de fleste af investorerne i pyramiderne ved at pyramiderne er svindel, ikke ordninger. De står advaret af andre pyramidespil, nogle gange på samme sted og på samme tid kollaps. Stadig, de er tiltrukket af igen og igen, som sommerfugle er til ilden og med de samme resultater.
Grunden er lige så gammel som menneskelig psykologi: grådighed, gerrighed. Arrangørerne lover investorerne to ting:
at de kunne trække deres penge når som helst, de vil og
at i mellemtiden, de vil være i stand til fortsat at modtage højt afkast på deres penge.
Folk ved, at det er højst usandsynligt, at sandsynligheden for, at de vil miste hele eller en del af deres penge vokser med tiden. Men de overbevise sig selv, at den høje overskud eller rentebetalinger, at de vil kunne indsamle før pyramide kollapser – vil mere end rigeligt kompensere dem for tabet af deres penge. Nogle af dem, håber at lykkes i trække penge før den forestående sammenbrud, baseret på “advarselsskilte”. Med andre ord mener investorer, at de kan overliste arrangørerne af pyramiden. Investorerne samarbejder med arrangørerne på det psykologiske niveau: snydt og bedrager engagere sig i en delikat ballet fører til deres gensidige undergang.
Det er unægtelig den farligste af alle typer af finansskandaler. Det præger snigende selve strukturen af menneskelig interaktion. Det forvrænger økonomiske beslutninger, og det ender i elendighed på nationalt plan. Det er en svøbe for samfund under forandring.
Den anden type af finansskandaler er normalt forbundet til hvidvaskning af kapital genereret i den “sorte økonomi”, nemlig: indkomst ikke indberettet til skattemyndighederne. Sådanne penge passerer gennem banking kanaler, ændringer ejerskab et par gange, således at dens bane er dækket og identiteter af ejerne af pengene er skjult. Penge genereret af narkotika transaktioner, ulovlig arm handel og den mindre eksotiske form for skatteunddragelse er således “vaskes”.
De finansielle institutioner, der deltager i hvidvaskning af operationer, opretholde dobbelt regnskabs bøger. En bog er i forbindelse med de officielle myndigheder. Disse agenturer og myndigheder, der beskæftiger sig med beskatning, bank kontrol, depositum forsikringstjenester og finansielle likviditet får adgang til dette sæt af “manipuleret” bøger. Den sande post er holdt skjult i et andet sæt af bøger. Disse konti afspejler den virkelige situation for den finansielle institution: der deponeres hvor meget, hvornår og under hvilke betingelser – og der lånte hvad, hvornår og under hvilke betingelser.
Denne dobbeltmoral slører den sande situation af institutionen, point of no return. Selv ejerne af institutionen begynder at miste overblikket over sine aktiviteter og misforstå dens reelle stående.
Er den stabil? Er det flydende? Er aktivportefølje varieret nok? Ingen kender. Tågen enshrouds selv dem, der har oprettet det i første omgang. Ingen ordentlig finansiel kontrol og revision er muligt under sådanne omstændigheder.
Mindre samvittighedsfulde medlemmer af ledelsen og ansatte af sådanne finansielle organer drage normalt fordel af situationen. Embezzlements er meget udbredt, misbrug af autoritet, misbrug eller forveksling af midler. Hvor ingen lys skinner, en masse af uhyggelige væsner har tendens til at udvikle.
Den mest berømte- og største – finansielle skandale af denne type i menneskets historie var sammenbrud af Bank for kredit- og Commerce International LTD. (BCCI) i London i 1991. For næsten et årti, ledelse og medarbejdere i denne lyssky bank engageret i at stjæle og omdirigerer 10 milliarder (!) USD. Departementet tilsyn af Bank of England, under hvis scrutinizing øjne denne bank skulle have været – blev vist sig for at være impotent og inkompetente. Ejerne af bank – nogle arabiske sheiker – måtte investere milliarder af dollars i erstatning til sine indskydere.
Kombinationen af sorte penge, sjuskede finanskontrol, skyggefulde bankkonti og strimlet dokumenter viser sig for at være ganske undvigende. Det er umuligt at vurdere de samlede skader i sådanne tilfælde.
Den tredje type er den mest flygtige, den sværeste at opdage. Det er meget almindeligt og skandale kan bryde ud – eller aldrig forekomme, afhængigt af chance, pengestrømme og Intellekt for de involverede.
Finansielle institutioner er underlagt politisk pres, tvang dem til at give kreditter til den uværdige – eller til at give afkald på diversificering (for at give for meget kredit til en enkelt låntager). Kun sidst i Sydkorea, sådanne politisk motiverede lån blev opdaget at have været givet til svigtende Hanbo konglomerat af stort set alle banker i landet. Det samme kan sikkert siges om banker i Japan og næsten alle andre steder. Meget få banker ville vove at nægte den finansminister kumpaner, f.eks.
Nogle banker ville underkaste revision af Låneansøgninger til sociale overvejelser. De ville yde lån til visse sektorer i økonomien, uanset deres økonomiske levedygtighed. De vil låne til de trængende, at velhavende, at byfornyelse programmer, til små virksomheder- og alle vegne af sociale årsager, som dog berettiget – ikke kan retfærdiggøre at give lån.
Dette er en privat sag i et mere udbredt fænomen: aktiver (= låneporteføljer) af mange en finansiel institution ikke er varierede nok. Deres lån er koncentreret i en enkelt sektor (landbrug, industri, byggeri), i et givet land eller geografisk region. Sådan eksponering er til skade for den finansielle sundhed af det långivende institut. Økonomiske tendenser tendens til at udvikle i fællesskab i samme sektor, land eller region. Når fast ejendom i vestkysten af USA plummets – gør det så ukritisk. En bank, hvis samlede portefølje er sammensat af realkreditlån til vestkysten Realtors, vil blive revet ned.
I 1982 misligholdt Mexico rentebetalinger af sin internationale gæld. Sine restancer voksede enormt og truede stabiliteten i hele det vestlige økonomiske system. USA banker – som var den mest udsat for den latinamerikanske gældskrise – var nødt til at betale størstedelen af lovforslaget, som beløb sig til snesevis af milliarder af dollars. De havde næsten alle deres kapital bundet op i lån til latinamerikanske lande. Finansielle institutioner bøje sig for modeluner og mode. De er indstillet til “udlån tendenser” og vise en besætning-lignende mentalitet. De har tendens til at koncentrere deres aktiver, hvor de mener, at de kunne få det højeste udbytte i de korteste mulige perioder. I denne forstand er de ikke meget forskellige fra investorer i pyramidespil investeringer.
Finansielle dårlig forvaltning kan også være resultatet af lax eller mangelfuld finanskontrol. Den interne revisionsafdeling i hver institution, finansiering og den eksterne revision myndigheder med passende tilsyn er ansvarlige for at imødegå den naturlige menneskelige tilbøjelighed for gambling. Den skal hjælpe de finansielle organisation nyorientere sig selv efter objektive og objektivt analyseret data. Hvis de undlader at gøre dette – den finansielle institution vil tendere til at opføre sig som et skib uden navigationsværktøjer. Finansiel revision forordninger (den mest berømte af dem er den amerikanske FASBs) trail måde bag udviklingen af den moderne finansielle markedsplads. Stadig, deres velovervejede og omhyggelig gennemførelse kan være af uvurderlig hjælp i styringen fra finansielle skandaler.
Hensyntagen til human psykologi – kombineret med kompleksiteten i den moderne verden af finanser – er det intet mindre end et mirakel, at finansielle skandaler er som få og langt imellem som de er.
